Redigeret 17/11/04

Bilka-sagen kræver konkret viden

Af advokat Jan E. Jørgensen, De Samvirkende Købmænd

Professor dr. jur. Peter Pagh – der er en stor juridisk kapacitet på det miljøretlige område – havde et indlæg i Politiken vedr. Bilka i Horsens med en overskrift, man må håbe, at han ikke selv har fundet på: ”Når man ikke tynges af viden…”

Overskriften rammer nemlig ham selv. Naturligvis har han en endog meget stor viden, hvad angår generel miljøret, men den konkrete sag har han ikke sat sig godt nok ind i.

Desværre har der udviklet sig en tendens blandt journalister – ikke bare på Politiken – til, at man alene anvender universitetsprofessorer som kilder til retlige spørgsmål i konkrete retssager. De advokater, der har beskæftigtet sig intenst med retssagen, kan ikke bruges, da de er partiske. Dette problem kunne løses ved at interviewe begge parters advokat, men i stedet ringer man til en universitetsprofessor, som får 5 minutter til at sætte sig ind i en sag, som han dernæst kommenterer – ofte bemærkelsesværdigt skråsikkert.

Ministeren har ikke misforstået noget

I sagen vedr. Bilka i Horsens gør Peter Pagh gældende, at Miljøministeren har misforstået såvel planloven som højesteretsdommen. Det er noget af en påstand, eftersom ministeren med al sandsynlighed har rådført sig med landsplanafdelingen i sit ministerium, forinden sine udtalelser. Disse embedsmænd kender planloven lige så godt som Peter Pagh, og jeg må konstatere, at de i hvert fald kender den konkrete sag bedre end professoren.

Det er korrekt, som Pagh konstaterer, at Højesteret ikke tog stilling til, hvilken retsfølge der skulle være af den ugyldige byggetilladelse, og at der heller ikke var nedlagt påstand om, at Højesteret skulle tage stilling til dette spørgsmål. Dette er imidlertid uden betydning, idet Pagh ikke bestrider, at et ulovligt byggeri skal lovliggøres. Spørgsmålet er dernæst, om byggeriet skal lovliggøres retligt (en ny lokalplan og et regionplantillæg) eller fysisk (nedrivning eller ombygning).

Begge dele kan som udgangspunkt lade sig gøre, men i den konkrete sag kan kun fysisk lovliggørelse reparere ulovligheden, idet planloven er blevet ændret, således at der ikke længere kan vedtages lokalplaner for dagligvarebutikker på mere end 3.000 m2, med mindre der foreligger en ”særlig planmæssig begrundelse.” Det gør der ikke, allerede fordi Miljøministeren mener, at det gør der ikke! Det er nemlig hende, der har kompetencen til at gøre indsigelse med vetovirkning mod et regionplantillæg, såfremt hun måtte finde, at der ikke er angivet en (gyldig) særlig planmæssig begrundelse. Det er ganske utænkeligt, at hun skulle nå frem til, at der er en særlig planmæssig begrundelse for at tillade en dagligvarebutik på 14.000 m2 i Horsens, idet begge hendes forgængere tidligere har afvist, at der skulle være en særlig planmæssig begrundelse for at overskride grænsen på 3.000 m2 i Horsens. Peter Pagh kan vel næppe mene, at det er en særlig planmæssig begrundelse, at en kommune har udstedt en ulovlig byggetilladelse! Hvis hun pludselig skulle indtage et andet synspunkt end sine forgængere ville det unægtelig blive opfattet som en form for lovgivning med tilbagevirkende kraft, som Connie Hedegaard, der har lagt meget vægt på retshåndhævelsessynspunkter, naturligvis ikke ville kunne lægge navn til.

Ingen særlig planmæssig begrundelse

Det er derfor positivt forkert, når Pagh skriver, at ”Det ikke giver mening, når ministeren hævder, at kommunen ikke skulle kunne vedtage en ny lokalplan, blot fordi kommunen har overtrådt den tidligere lokalplan.” Kommunen kan ikke vedtage en lokalplan, der lovliggør Bilka, for kommunen kan ikke angive en særlig planmæssig begrundelse, således som det kræves i planloven. Havde man kunnet det, ville Horsens kommune fra begyndelsen have udarbejdet en sådan, i stedet for at benytte sig af dispensationer fra en gammel lokalplan omhandlende et helt andet projekt. Der er tale om et klart forsøg på omgåelse af planlovens restriktioner angående butiksstørrelser, som Vestre landsret, Højesteret – og nu altså også miljøministeren har bremset.

Videre argumenterer Peter Pagh for, at Bilka bør have erstatning, hvis – eller rettere når -  det ender med, at butikken skal lovliggøres – ikke med et pennestrøg, men med brug af langt større og tungere værktøjer. Dette er jeg uenig i, og jeg er ligeledes uenig i, at en manglende erstatning skulle undergrave tilliden til tilladelser. En tilladelse er nemlig ikke endelig, førend fristen for indbringelse af tilladelsens lovlighed for Naturklagenævnet er udløbet. Såfremt dette sker, er tilladelsen ikke endelig, førend fristen for indbringelse for landsretten udløber. Det kan diskuteres, om hensynet til bygherren gør, at fristen på seks måneder for indbringelse af en afgørelse fra Naturklagenævnet for landsretten er for lang, men i den konkrete sag udtalte jeg i Horsens Folkeblad kort efter Naturklagenævnets afgørelse, at jeg ville stævne Naturklagenævnet, såfremt vi ikke kunne få standset Bilka på anden vis inden fristens udløb. I den konkrete sag vidste såvel Dansk Supermarked A/S som Horsens kommune således, at afgørelsen var omtvistet, og at der var en risiko for, at den blev omgjort af landsretten og/eller Højesteret.

Derfor var Bilka ikke i god tro om byggetilladelsens lovlighed. Dog var man heller ikke i ond tro, da Naturklagenævnet jo havde sagt, at byggeriet var lovligt, og det kan ikke bebrejdes nogen, at man troede, at retten ville være enig med Naturklagenævnet.

Ventede ikke at på at retten havde talt

I denne gråzone mellem god og ond tro burde Bilka og kommunen nok have valgt at være forsigtige. Man valgte i stedet at være dristige. Efter min opfattelse foreligger der således accept af risiko. Kommunen og Bilka vurderede, at Naturklagenævnet ville vinde retssagen, og derfor ventede man ikke på, at retten havde talt, hvorfor Bilka ikke kan få erstatning.

Jeg er dog ikke uenig med Peter Pagh i alt. Han har ret i, at ”Bilka-sagen demonstrerer, at Naturklagenævnets langmodighed med de lokale planmyndigheder gik for vidt.” Om end jeg kan være enig med ham i, at det er uhensigtsmæssigt ”at overlade afgørelse af retlige spørgsmål til politikere”, er jeg dog ikke enig i, at forløbet af denne sag underbygger dette synspunkt. Hvis Peter Pagh nærlæser Naturklagenævnets afgørelse vil han kunne se, at de tre jurister i nævnet alle blev underkendt af domstolene, hvorimod de to medlemmer, der var enige med domstolene, for begges vedkommende var politikere.