Redigeret 16/04/08
Begrænser et monopol konkurrencen?
Indlæg af Trine Busk-Jepsen, juridisk konsulent i DSK, sendt til Berlingske Tidende 15. april 2008:
Konkurrencerådet fandt ikke, at tildeling af en 10-årig eneret til dagligvarehandel i Ørestad Syd begrænser konkurrencen. De Samvirkende Købmænd (DSK) spørger sig selv, hvad tildelingen af eneret så skal til for? Hvis eneretten ikke begrænser konkurrencen i området væsentligt, vil den så overhovedet have den ønskede effekt og få en aktør på dagligvaremarkedet til at etablere en butik i området?
Direktør Agnete Gersing skriver i Berlingske Business den 2. april 2008, at Konkurrencerådet på ingen måde billiger tildeling af enerettigheder – heller ikke i sagen vedrørende Arealudviklingsselskabets tildeling af 10 års eneret på dagligvarehandel i den kommende bydel i Ørestad Syd.
Det glæder DSK, som fra starten har kritiseret tildeling af et monopol på dagligvarehandel. DSK har også indbragt sagen for Konkurrencerådet, som dog ikke fandt, at monopolet har til formål eller følge at begrænse konkurrencen.
Ørestad Syd bliver en bydel med omkring 10.000 indbyggere, og ca. 15.000 mennesker vil have deres daglige gang i bydelen. Der er altså tale om en by på størrelse med Kalundborg, Skanderborg eller Frederiksværk. Det er i disse byer lykkedes at etablere dagligvarehandel - også uden tildeling af monopoler.
Det giver derfor anledning til undren, at konkurrencemyndighederne kan forsvare og understøtte en udvikling i bystrukturen, som bygger på tildeling af monopoler og deraf følgende konkurrencebegrænsning og indskrænkning af forbrugernes frie valg.
Agnete Gersing skriver, at Konkurrencerådet ikke kan gribe ind, fordi formålet med tildeling af eneretten er at udvikle den endnu uopførte bydel. Og det vurderes derfor, at det er nødvendigt at etablere et monopol for at kunne tiltrække en attraktiv aktør. Den bagvedliggende forudsætning må da så være, at aktøren ikke ville etablere en butik i området i fri konkurrence, og at det derfor er en nødvendig forudsætning, at der sker en reel begrænsning i konkurrencen.
Formålet er altså at tiltrække butikker til området tidligere, end det ellers ville være muligt. Hvordan gør man det? Ved at etablere en eneret, som begrænser konkurrencen i forhold til de øvrige aktører på markedet. Det argumenteres, at butikkerne ikke ville etablere sig i området så tidligt, hvis ikke de fik eneret. Eneretten må altså have en funktion – nemlig at begrænse konkurrencen. Det må tillige formodes, at konkurrencen begrænses mærkbart – ellers ville tildeling af eneret jo netop være uden betydning.
Man må også spørge sig selv, hvilke afledte følger en sådan eneret får. Hvordan bliver det f.eks. muligt at forhandle husleje med den kommende dagligvare-aktør? Bygherren er jo netop forhindret i at forhandle med flere mulige interessenter om etablering af en dagligvarebutik.
Det følger af konkurrenceloven, at det er forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Begrænser et monopol i Ørestad Syd konkurrencen? DSK er ikke i tvivl.
Men Konkurrencerådet har altså vurderet, at tildeling af eneret ikke strider mod konkurrenceloven. DSK har anket denne afgørelse til Konkurrenceankenævnet. Hvis Konkurrenceankenævnet kommer til samme konklusion som Konkurrencerådet, må man spørge sig selv, om loven fungerer efter hensigten.

