Redigeret 16/08/07
Agurketid?
Debatindlæg af John Wagner, De Samvirkende Købmænd sendt til JyllandsPosten 9. august 2007:
Tilbage fra sommerferie er det hvert år spændende at se, om der er sket ændringer af det Christiansborg-politiske landskab – generelt i forhold til regeringsdannelse og specielt med henblik på det lovprogram, som ministrene færdiggør de kommende uger.
For en gang skyld er der i år både overraskende og positivt nyt at læse i bunken af snart gamle sommeraviser. Og her tænker jeg ikke bare på De Radikales fornyede lyst til igen at få indflydelse i dansk politik!
Det er bemærkelsesværdigt og må ikke gå i glemmebogen, at tanken om en moms-differentiering til fordel for prisen på og dermed salget af sunde varer som frugt og grønt har fået politisk medvind.
Økonomiminister Bendt Bendtsen har erklæret sig åben over for, at vi får lavet en undersøgelse, så vi kan få en mere kvalificeret diskussion. Og han fik naturligvis op-bakning fra sin konservative partifælle og sundhedsordfører, Helle Sjelle, som positivt vil tage sagen op i den konservative folketingsgruppe efter sommerferien.
Og det var heldigvis ikke bare en i dette tilfælde konservativ agurketids-historie!
Venstres sundhedsordførere, Preben Rudiengaard og Jørgen Winther, Dansk Folke-partis Birthe Skaarup, de radikales skatteordfører Poul Erik Christensen og den socialdemokratiske John Dyrby Paulsen erklærede sig nemlig enige med Bendt Bendtsen.
Herefter burde et usædvanlig bredt flertal i Folketinget til efteråret kunne beslutte at igangsætte den undersøgelse af fordele og ulemper ved en momsdifferentiering, der må ligge til grund for en eventuel senere beslutning om f.eks. at fjerne momsen på frisk frugt og grønt, som De Samvirkende Købmænd har foreslået.
Allerbedst vil det være, hvis man samtidig undersøger perspektivet i mange af de andre gode forslag til bekæmpelse af fedmeepidemien som flere idrætstimer og mere ernæringslære i folkeskolen, udvidet ernæringsmærkning på varerne m.m.
Som en avis skrev midt i sommerregnen: Forebyggelse er et andet ord for rettidig omhu, og vildtvoksende sundhedsudgifter er den største trussel mod fremtidens skattetyngede danskere.
Også på den baggrund er tiden inde til politisk handling. Lad os nu – her i sensommeren – få nedsat den Forebyggelses-kommission, der kan vurdere de enkelte forslag, herunder momsdifferentieringen, se på forslagene i en større sammenhæng og anbefale regering og folketing en konkret handlingsplan.
Bendt Bendtsens tilbud om en undersøgelse og dermed en mere kvalificeret debat er ikke bare klogt i forhold til fedmeepidemiens omfang. Det er heller ikke bare både særdeles ansvarligt og fordomsfrit i relation til traditionel borgerlig skattepolitik. Budskabet er også modigt og løfterigt!

